Der var et øjeblik i starten, hvor Jyske Bank Boxen lige nåede at tænke tanken. Bliver det her noget rod? Rumænien åbnede friskt, Danmark kom bagud 0-2, og i de første minutter fik gæsterne også lov til at finde stregen og spille sig ind i kampen. Men det var mest af alt en parentes i en aften, som endte med en kontrolleret afklapsning af rumænerne. Specielt anden halvleg lugtede af verdensklasse.
Danmark vandt 39-24 og er dermed videre til mellemrunden allerede efter to kampe.
En første halvleg med mål og et forsvar, der lige skulle finde sig selv
Angrebsmæssigt var der næsten fra første danske gennembrud den velkendte rytme. Hurtigt spil og konstant pres på rumænernes returløb. Simon Pytlick var den store katalysator, som fandt timingen ind i mellemrummene, tog sine dueller og gjorde livet svært for rumænerne.
Men der var en tydelig skævhed i de første 30 minutter. Danmark scorede let, mens de defensivt gav Rumænien plads til alt for mange afslutninger. Rumænerne fik især perioder med succes omkring stregen og den store Calin Dedu fyldte meget i billedet indtil Danmark fik justeret.
Ved pausen stod der 22-17. Danmark var foran, men kampen føltes mere åben hvad den burde.
Danmark satte tingene på plads
Simon Halds indhop gav midterblokken et mere stabilt udtryk, og pludselig var der færre frie linjer ind til stregen, færre nemme gennembrud og langt flere rumænske angreb, der desuden endte i halvdårlige løsninger.
Og når forsvaret først sidder er det tydeligt, at Danmark er brutale at spille mod. Det gik således også alt for hurtigt for rumænerne, og som resultat trak danskerne fra, mens Rumænien gik i stå.
Stjernerne leverede men bredden var næsten lige så vigtig
Mathias Gidsel endte igen som toneangivende (9 mål), selv om han i perioder i starten mere var temposætter og assist-mand end afslutter. Pytlick fortsatte med sit fremragende spil, og Mads Hoxer leverede en af sine mest komplette landskampe med 8 mål og generelt stor involvering.
En skade der kan give uro
Den eneste reelle malurt i bægeret var skaden til Lukas Jørgensen, og det er tvivlsomt om vi overhovedet får ham at se igennem resten af turneringen.
Danmark klar til mellemrunden
Sejren betyder at Danmark allerede nu har booket billetten til mellemrunden, og tirsdag venter gruppefinalen mod Portugal i Herning.
